Meningen med artiklerne
I den tid WWW har været en realitet, har forskellige buzz-fænomener hærget kodningen af sider til nettet. I disse år handler det hovedsageligt om XHTML, CSS og 'tabel-o-fobi'.
XHTML og DIV/CSS lovprises i utallige artikler og tutorials, mens brug af tabeller ukritisk forkastes, som værende langt værre end landsforrædderi og sodomisk omgang med døde egernbørn ... til sammen!
I dag er webkodning ikke, hvad det var for fem år siden (mere om det senere) - og de fleste tutorials/artikler glemmer at fortælle, hvor komplekst det er blevet. Tendensen med at citere andre tutorials, hvor forfatteren (heller) ikke har gjort sit forarbejde godt nok, begynder desværre at smitte af på nettets kodere, der i stigende grad vildføres med løsrevne 'bibelcitater' fra W3C - men ikke får den nødvendige forståelse til at kunne bruge teknologierne.
Hvor ofte ser man f.eks. en XHTML-tutorial, der slutter med ordene:
"Gør, som jeg har skrevet - og du vil spilde din tid, da dine sider stadig parses som HTML4!" ...?
Desværre er det tilfældet for stort set al XHTML, jeg til dato har set på WWW ... selv XHTML-koden på W3C's egne sider, parses i alle browsere som HTML4.01 - og endda som fejlfyldt HTML4.01!
Da mange kodere har opnået en nærmest religiøs begejstring for XHTML, medfører det meget ofte ophidsede diskutioner i trådene i forskellige koder-fora - ikke mindst her på Eksperten - hvis man formaster sig til at gøre opmærksom på, at 'Kejseren ikke har tøj på' :)
Selvom det altså er at stikke hånden i en hvepserede, vil jeg i et antal mindre artikler prøve at råde bod på de værste misforståelser omkring XHTML.
Artiklerne skal ikke ses som en begynder tutorial i XHTML, men som et forsøg på 'religiøs debriefing' og uddybende forklaring for kodere, der allerede har stiftet bekendtskab med sproget :)
Artiklerne vil ikke på nogen måde være en kort og fyldestgørende indføring i XHTML. Den slags indgår ikke i min virkelighed. Jeg er af den faste overbevisning, at den eneste måde, man lærer teknologien ordentligt på, er ved at bruge mange, mange timer på W3C.
Artiklerne er netop et forsøg på at vise, hvor meget, der gemmer sig bag det, de almindelige tutorials fortæller - og hvor vigtigt, det er at gå i dybden med tingene. Meget ofte bliver helt essentielle ting nemlig aldrig fortalt og i værste fald kan læseren slet ikke bruge den viden, han tror at have fået, til noget somhelst.
Webkodning er blevet at sammenligne med et decideret fag, som det kræver en hel del at lære ... og den nært forstående omvæltning er nok større, end de fleste forestiller sig og vil kræve langt mere af koderen, end tilfældet er idag.
Først lidt historik
Da WWW blev skabt og introduceret i 1992, skete det fordi, der i forbindelse med oprettelsen af atomforsknings centret CERN var opstået et behov for global vidensdeling. Nettet var allerede virkelighed og næsten alle universiteter verden over kommunikerede i forvejen via e-mail.
HTML var i den forbindelse tænkt som en enkel måde at layout'e sider med videnskabelige data. Overskrifter, tekstblokke og tabeller med data er, hvad HTML blev skabt til ... og det var lynhurtigt at lære for de forskere, det var tiltænkt.
De første HTML-versioner var derfor også temmelig loose. De ting, HTML skulle bruges til, var simple opstillinger, der ikke krævede særlig meget af browseren ... der var ingen grund til at optimere ved at lukke tags og koden var somregel simpel og overskuelig.
Da muligheden for brug af billeder blev introduceret, fandt grafisk kreative kodere hurtigt ud af at placere grafik-elementer i sindrige tabelhelveder spændt ud af et hav af transparente, 1*1 pixel gif'er - der blev strukket med height- og width-attributter.
Alle mulige sites skød op med alle tænkelige former for indhold - og grafikken fik en mere og mere fremtrædende plads på websider. WWW begyndte så småt at ligne det, vi kender idag.
Lynhurtigt blev simple og overskuelige HTML sider til gigantiske, komplicerede og skrøbelige 'sætterkasser', som krævede oceaner af kraft at parse - og var totalt uoverskuelige for både koderen og browseren.
I takt med, at brugen af WWW gik mere og mere mod underholdning, blev det nødvendigt at finde på en anden måde at strukturere koden på.
Samtidig blev den store browserkrig mellem Netscape og Microsoft udkæmpet på alle våben ... herunder inkompatibillitet. MS fandt nemlig ud af, der var store markedsandele i at fremstille en browser, der var så tilgivende overfor dårlig kode som muligt - samtidig med, de indbyggede en masse special-stuff, som kun IE kunne bruge. Den strategi var en væsentlig bestandel af MS' sejr i browserkrigen.
Bagdelen har været, at det tager uforholdsmæssig megen tid og koster en sydfransk bondegård at udvikle den slags browsere - og at disse bliver ekstremt store og klodsede.
Allerede idag - og endnu mere i den nærmeste fremtid - bliver browserklienter brugt i alle mulige andre sammenhænge end PC'ere. De skal kunne indgå i armbåndsure, sodavands automater, mobiltelefoner, vindjakkefoer, windsurfer master, osv, osv.
Som forholdene er idag, bliver mange af disse webklienter skræddersyet til formålet - men det ville være en kæmpe fordel at få strømlinet alm. webbrowsere og de sprog og teknologier, de benytter sig af, så disse kunne genbruges til alle mulige andre formål uden for mange konflikter. Så ville vi frit kunne lade vores PC'er, armbåndsur, sodavands automat, mobiltelefon, vindjakke og windsurfer mast tale sammen i et sprog, de alle forstod - og alle kunne de sende, modtage og vise data-repræsentationer i forhold til deres anvendelser.
Derfor foreslog W3C (som bl.a. består af de væsentlige browser leverandører) at opdele WWW kode i følgende bestanddele:
1. data
2. markup (elementer til adskillelse af data med henblik på visning)
3. visuel strukturering (styling af markup)
4. funktion (scripting på data og elmenter/styling)
Den slags kan ikke gøres i ét hug, når først teknikken er i brug, så det blev det gjort i etapper og udviklingen er i stadig fremdrift:
Netscape introducerede allerede i NS2.0 JavaScript (eller LiveScript, som det oprindelig hed), der blev standarden for funktionalitet.
I IE3.0 implementeredes JScript, som er MS' version af ECMA-standarden, på hvilken nu både JavaScript og JScript bygger.
Microsoft introducerede i IE3.0 CSS, som dannede standarden for den visuelle strukturering af elmenterne.
NS implementerede desværre først CSS sammen med Gecko-motoren i version 6.0.
Opbygningen af CSS kan på mange måder analogiseres med andre programmerings sprogs objekt-orientering. Nedarvning gennem klasser er 'hjertet' i CSS.
Derudover introducerede MS i IE5.0 standardiserede ECMA-DOM Bindings i overensstemmelse med W3C.
Dem indførte NS i NS6.0.
ECMA-DOM Bindings er bindinger mellem script og Dokument Objekt Modellen (f.eks. 'document.getElementById').
XML blev valgt som data-sprog - og selve markup-sproget (HTML) blev forsigtig tilnærmet XML i HTML4 - og ikke mindst i HTML4.01-Strict.
Fordelen ved XML's lukkede tags er, at disse gør det langt lettere/hurtigere for browserens parser at finde de enkelte elementers begyndelse og slutning. Enhver, der har arbejdet med mønster genkendelse i RegExp, vil vide, hvor meget enklere det er at finde noget, hvis man ved præcist, hvad der afgrænser det. Jo mere stramt, man definerer standarden, jo mindre kan parseren laves og jo mindre kraft kræver klienten.
Desuden kan man lægge elementer under forskellige namespaces og derved definere, til hvad og hvordan de skal bruges. Det åbner for ekstrem stor fleksibilitet og der kan konstrueres specialsprog, der kan bruges sammen - og i samme dokument - uden at konflikte.
Ønsket var som sagt at komme væk fra gigantiske browsere, der retter op på alverdens HTML-fejl - henmod strømlinede klienter, der kan bruges i mindre og mindre enheder.
For ikke udviklingen skulle gå helt i stå, måtte ansvarene på nettet nu fordeles mere rimeligt. Ansvaret for at klienterne overholdt gældende standarder skulle påhvile leverandørerne - og ansvaret for at koderne overholdt standarderne skulle påhvile de, der skriver koderne.
Hvis man gjorde markup sproget kompatibelt med - eller ligefrem en afart af - XML, kunne de enkelte browser (og tredieparts) leverandører ovenikøbet levere speciel funktionallitet i tags under et andet namespace. Dermed kunne man let og enkelt filtrere markup'en til forskellige klienter i samme dokument.
Målet var altså et stramt markup-sprog, der levede op til XML ... 'Extended HyperText Markup Language' eller XHTML blev det døbt. I sin endelige form er det ren XML og kræver således perfekt kode for at blive parsed/vist.
Nettet drives ikke længere af universitets forskere og potheads i californiske garager ... det drives på hyperliberal vis af markedskræfter og erhvervsliv. For dem har det aldrig været mere presserende at få implementeret standarderne fuldt og helt, så formodentlig går der ikke mere end et par browsergenerationer, før standarden på nettet hedder XHTML2.0 - uden bagudkompatibillitet for HTML. Sikkerhedsnettene i form af bl.a. HTML-kompatibilitet er udelukkende noget, der hører til i overgangs versionerne 1.0 og 1.1.
Ligesom der rundt omkring stadig lever Amiga-geeks i støvede skabe, vil der sikkert i en tid fremover være et parallelt HTML-net ... men der, hvor det virkelig sner, kommer den helt afgjort til at stå på XHTML. Fordele og muligheder ved XHTML/XML er så store, at der ikke er nogen - bare lettere avanceret - koder, der vil gide beskæftige sig med HTML som andet end et nostalgisk, historisk fænomen.
Det må således forventes, at der indenfor de næste par år kommer til at ske den måske største omvæltning på WWW, vi har været vidne til siden 1992.
Umiddelbart er der således al mulig god grund til at skrive XHTML ... men stop en halv og læs lidt om overgangs problemerne <a href="http://www.eksperten.dk/ (...) HER ]</a> ;o)
